Danmarks Faste Repræsentation ved EU er én af tre danske diplomatiske repræsentationer i Bruxelles. De to andre er den danske ambassade og den danske repræsentation ved NATO.Den danske EU-repræsentation - i daglig tale ”EU-rep’en” - varetager Danmarks interesser i EU. Der er p.t 85 medarbejdere på EU-repræsentationen, hvoraf 50 er udsendte sagsbehandlere fra de danske ministerier. De væsentligste arbejdsopgaver omfatter forberedelse, deltagelse og afrapportering til København fra møder i Rådets arbejdsgrupper, Coreper I og Coreper II med kolleger fra andre medlemslande. På disse møder, hvor forskellige EU-lovforslag forhandles, forsvarer repræsentationen danske interesser og forsøger at præge EU’s udvikling.EU-repræsentationen bistår de danske ministre, når de deltager i møder i Rådet. Endelig følger EU-repræsentationen udvalgte møder i Europa-parlamentet og afrapporterer om disse til København.Opgaverne varetages i tæt samarbejde med de danske ministerier. Spillereglerne for dette samarbejde er fastsat i den danske EU-beslutningsprocedure.
På hjemmesiden kan du bl.a. finde en oversigt over sagsfordelingen på EU-repræsentationen, en kort gennemgang af den danske EU-beslutningsprocedure samt diverse links.Er du interesseret i at vide mere om EU-repræsentationens arbejde, så er du velkommen til at kontakte os. Vi modtager gerne besøgsgrupper.Med venlig hilsenFast Repræsentant, ambassadør Poul Skytte Christoffersen